ESG er frivilligt – så hvorfor bruge tid på det?

Ja, hvis man driver en mindre virksomhed og ikke er omfattet af krav om ESG-rapportering, hvorfor så bruge tid på endnu en opgave?

Svaret er, at ESG godt kan være frivilligt på papiret og samtidig blive relevant i praksis.

Det sker typisk, når en kunde, samarbejdspartner eller måske banken begynder at spørge ind til fx CO₂, arbejdsmiljø, medarbejderforhold eller den måde, virksomheden arbejder ansvarligt på.

Og så er det selvfølgelig noget nemmere at have forholdt sig til det, inden spørgsmålene lander.

Måske arbejder I allerede med ESG uden at kalde det ESG

Noget af det, jeg oplever, når jeg taler med mindre virksomheder om ESG, er, at mange allerede gør langt mere, end de selv tror.

En håndværksvirksomhed har måske styr på affaldssorteringen, skiftet nogle af bilerne til el, arbejder systematisk med APV og arbejdsmiljø eller gør en indsats for at fastholde medarbejdere.

Alt sammen noget, der kan være relevant, når vi taler ESG.

Derfor handler det ikke nødvendigvis om, at virksomheden nu skal ud og opfinde en masse nye initiativer.

Første opgave er ofte bare at få overblik over det, I allerede gør.

Hvad kan kunderne begynde at spørge efter?

Det vil selvfølgelig være forskelligt fra virksomhed til virksomhed.

Nogle bliver mødt med spørgsmål om CO₂ og energiforbrug. Andre om affald, arbejdsmiljø, medarbejderforhold eller politikker.

Særligt hvis man er leverandør til større virksomheder, kan ESG-oplysninger begynde at bevæge sig ned gennem leverandørkæden.

Det betyder ikke, at alle mindre virksomheder skal lave en stor ESG-rapport.

Men det betyder, at det kan være en rigtig god idé at vide, hvilke oplysninger man kan levere, hvis en vigtig kunde spørger.

Og hvad med banken?

ESG kan også blive en del af dialogen med banken, blandt andet fordi banken ser på virksomhedens risici og robusthed på længere sigt.

Det betyder heller ikke, at man skal møde op i banken med en ESG-rapport på 50 sider under armen.

Men det er bestemt en fordel at kunne vise, at man har forholdt sig til de områder, der er væsentlige for virksomheden.

Hvor meget ESG er så nok?

Mit svar er: Ikke mere end der giver mening.

ESG bliver meget kompliceret, hvis mindre virksomheder forsøger at gøre det på samme måde som de helt store virksomheder. Det er ikke nødvendigt.

Start i stedet med jeres egen virksomhed.

Hvad er vigtigt hos jer?
Hvad gør I allerede?
Hvilke data har I?
Hvad spørger kunderne efter?
Og hvor er der noget, I med fordel kan forbedre?

Så har I et sted at starte.

Og ofte oplever jeg at der kommer et lille aha undervejs: Vi gør jo allerede en hel del af det her.

Vil I gerne lære at gøre det selv?

Det er netop tanken bag den ESG-workshop, jeg afholder sammen med NIRAS den 14. og 21. september 2026.

Her arbejder deltagerne med deres egen virksomhed og egne data, så de ikke bare går hjem med mere viden om ESG, men med en konkret rapport, de kan arbejde videre med.

Workshoppen er målrettet mindre og mellemstore virksomheder, der gerne vil forstå, hvad ESG betyder for netop deres virksomhed og hvordan de kommer i gang uden at gøre det mere kompliceret end nødvendigt.

Læs mere om ESG-workshoppen og tilmelding her